Studenterkørsel: Slå lige hjernen til, før festen starter

Et rigtig studenter selfie

Turen med studentervognen er et af livets højdepunkter. En dag, du aldrig, aldrig glemmer. En hel dag er du sammen med de mennesker, du har slidt og lidt og grinet og grædt med igennem 3 lange år. Denne ene dag på ladet af en festligt pyntet lastbil er I alle sammen hinandens bedste venner – måske kommer I ikke til at se så meget til hinanden resten af livet, men i dag eksisterer fortid og fremtid ikke. Der er høj musik på anlægget, masser af kolde øller ombord, kyssene sidder løst. I skal bare give den max. gas og fejre, at I endelig har fået huen. Til lykke!

Det er vist ingen hemmelighed, at de fleste danske studenter bliver tordnende fulde i løbet af en lang dag på studentervognen og med 20-30 optankninger undervejs. Man drikker sig godt og grundigt i hegnet. Sådan er dét bare. MEN – vi vil gerne opfordre jer til at slå hjernen til i god tid, før festen starter. Nemlig nu. For jo klogere og bedre forberedte I er på forhånd, jo sjovere bliver selve dagen. Og jo mindre går galt.

Vi har samlet en række rigtig gode råd og nyttige tips om studenterkørsel / eksamenskørsel, som er værd lige at løbe igennem, så I bliver godt forberedte.

Hvornår skal vi booke studentervognen?

Nu! Og det gælder, uanset om I bliver studenter i 2018, 2019 eller 2020.

Der er rift om de bedste vogne, så jo tidligere I er på færde, jo bedre vogn får I. Og jo bedre pris. Det kan lyde skørt, men det er faktisk en god idé at booke studentervognen allerede, mens I går I 1g eller 2g.

Mange steder som København, Roskilde (og det øvrige Sjælland) er der rift om de populæreste studentervogne. Derfor er det vigtigt at få styr på sin studenterkørsel i god tid!

Hvis I venter til sidste øjeblik, er der kun de tarveligste vogne tilbage. Og udbyderne kan slippe afsted med at kræve højere priser og dårligere betingelser.

Hvad er prisen for studenterkørsel?

Det er dyrt at bestille studenterkørselPå selve dagen for studenterkørslen vil I typisk have vognen til rådighed i 11-12 timer, og I bestemmer selv, hvor meget og hvornår I kører og holder stille. Hvis I ønsker ekstratimer, skal I som regel aftale det i god tid inden dagen, og det kan koste et par tusind kr. pr. påbegyndt time.

Med i prisen skal der helst være fri kilometer og brændstof, og udbyderen skal have tegnet en lovpligtig studenterforsikring, der dækker ved uheld undervejs.

En typisk udbyder vil kræve, at I lægger et depositum på ca. 1/3 af det fulde beløb senest 14 dage efter jeres bestilling. Disse penge kan ikke refunderes! Resten af beløbet kan I måske betale kontant på dagen eller op til 14 dage inden turen.

Hvad skal vi spørge om, inden vi booker vognen?

Vi vil råde jer til at tage 2-3 tilbud på studentervogne, før I vælger den bedste.

Så har I noget at sammenligne med. Der kan nemlig være store forskelle på priser og betingelser – og på, hvad priserne dækker! Så undersøg mulighederne godt og grundigt.

Her er nogle spørgsmål, I kan stille til vognmanden:

  • Spørgsmål til studenterkørselHvad er inkluderet i prisen? Er det en totalpris, eller kan der komme ekstra omkostninger? Nogle vognmænd kører med en fast totalpris – andre udbydere beregner prisen pr. deltager. Lav evt. en sammenligning ved at dividere antallet af deltagere op i totalprisen. Så ved I, hvad det kan komme til at koste pr. næse.
  • Er der musikanlæg ombord? Musik er sindssygt vigtigt, hvis det skal være en ordentlig fest! Er musikanlægget med i prisen? Hvor mange watt er det på? Er der Bluetooth-opkobling til anlægget? Kan I tilslutte jeres egen smartphone?
  • Hvor meget tid har I til at pynte vognen?
  • Hvem rengør ladet efter turen? (I gider sikkert ikke selv rengøre ladet efter turen!)
  • Kan I få jeres depositum retur, hvis I er nødt til at aflyse turen?
  • Hvad hvis studentervognen bryder sammen? Har vognmanden en plan B?
  • Er der en fartskriver installeret på vognen? Det skal der være, hvis vognmanden skal kunne gennemføre turen lovligt. Bemærk: Der er faktisk en del regler for studenterkørsel / eksamenskørsel.
  • Sidst, men ikke mindst: Kan I få en skriftlig kontrakt? Kontrakten er jeres bevis på præcis, hvad I køber. Og hvordan I er stillet, hvis et eller andet går galt.

Hvilken studentervogn skal vi vælge?

Der findes masser af forskellige studentervogne på markedet. Men hvilken slags har I mest lyst til at køre i?

Her er 3 muligheder ti studenterkørsel:

1. Lastbilen med åbent lad er den mest almindelige

Spørg eventuelt vognmanden, om han har en gennemsigtig presenning som overdækning, hvis det bliver regnvejr. Ellers kommer I til at sidde i buldermørke.

2. Veteranlastbil med åbent lad er også populært

Den er utroligt charmerende – men er også mere skrøbelig. Spørg vognmanden, hvad han har tænkt sig at gøre, hvis den gamle bil bryder sammen undervejs.

3. Partybus er en tredje mulighed

Her kører I omkring i en lukket luksusbus med toilet og dansegulv – og I kan få fri bar og dj med ombord.

Hvordan planlægger vi en rute med flere stop?

En god ruteplanlægger

Bare rolig, det er faktisk ret let at planlægge den smarteste og korteste rute til studenterturen.

Hvis du googler ’studenterkørsel ruteplanlægning’, finder du forskellige sider, hvor du kan indtaste alle de nødvendige adresser, der skal besøges. Og så beregner systemet den rute, der bedst kan betale sig. Og hvor langt der er mellem de forskellige stop.

På den måde kan studenternes familie også få en cirkatid for, hvornår de bliver invaderet af 20-30 festglade mennesker.

Hvad gør vi med pynt og banner?

Naturligvis skal I pynte studentervognen festligt op. Den klassiske pynt er bøgegrene (sæt dem gerne i vand dagen i forvejen) og balloner. Husk at fastgøre begge dele forsvarligt med ståltråd, så det ikke river sig løs undervejs! Det er ærgerligt, at pynten forsvinder – og det er noget svineri i gadebilledet,

Men den vigtigste pynt er selvfølgelig jeres banner. Det skal fortælle, hvilken klasse og skole I er blevet studenter fra. Og så skal det gerne have et sjovt slogan.

Her er et par gode råd om banner til jeres studentervogn:

  1. Spørg om målene på vognen, og om hvor der kan sidde bannere.
  2. Mal jeres banner i god tid, så (den vandfaste!) maling er knastør.
  3. Sy forstærkninger i hjørner og for hver 20-30 cm, så banneret holder hele dagen.

Et par sjove slogans til bannertekster:

Vi kom, vi sov, vi sejrede
Vores promille er højere end vores gennemsnit
Overhal bare, fremtidens genier kommer du ikke udenom
Dyt så det batter, så viser vi vores … huer
Dyt en hilsen, så bunder vi pilsen
Dytter I, så skåler vi
Hornet i bund – øl i vor mund
Giv et båt – vi tager et shot

Og så den bevidst fejlagtige:

Vi er danmarks framtid det er alt for omega

Vi er danmarks framtid det er alt for omega

Hvad med mad og drikke undervejs?

Her er nogle gode råd til, hvad der kan serveres for de glade studenter, når de stopper undervejs. Det allerbedste råd er nok at minde om, at der er masser af andre stop på turen, så det er kun små, velvalgte slurke og hapsere, der skal serveres hvert sted. Og pudsigt nok viser det sig næsten altid, at mod slutningen af turen er langt de fleste ved at have slukket den værste tørst og er ikke så sultne længere.

Masser af øl og drikkeLad os starte med drikkevarerne: Det er selvfølgelig et must at have nogle øller på køl – og det kan være smart at have dem liggende i en balje med is, så de er nemme at få fat i. Det skal være dåseøl, for studenterne tager dem måske med videre, og glasflasker er en dårlig idé. Supplér gerne med drikke som kaffe, te, cola, juice, smoothies, Somersby, CULT, Tempt osv. Og vigtigst af alt: Kildevand i små plasticflasker, som kan tages med ombord på vognen.

Og hvad spiser studenterne helst? I starten af turen er hjemmebagte boller, croissanter og andre brunch-ting altid populære. I midten af turen er vi typisk nået til de små frikadeller, hotdogs, måske burgere eller pizzaslices eller mad fra åben grill. Og grøntsagsstænger med dip. I slutningen af turen er mange sjovt nok ikke længere glubende sultne, men en lun tomatsuppe med brød går altid an – og masser af chips, pølsehorn og andet med fedt og salt. Samt is og slik. Et glas hovedpinepiller kan også vise sig at blive en eftertragtet vare.

Tre ekstra tips til studenterkørsel:

  1. Hvert stop tager typisk 10 til 20 minutter, og det kan føles som en invasion af græshopper.
  2. Planlæg gerne ét længere stop midt på ruten, hvor alle kan chille, spise og drikke i ro og mag.
  3. Slush-ice er altid populært. Det er frisk og læskende – og kan evt. tilsættes rom eller vodka.

10 gode råd, når I er undervejs

En god afslutning på studenterkørsel

  1. Husk tæpper at sidde på – bænkene bliver hårde i løbet af dagen
  2. Husk en saks til at klippe i huerne
  3. Husk, at I ikke behøver SÅ meget alkohol ombord – I får rigeligt hos forældrene
  4. Husk at drikke vand i løbet af dagen og få noget at spise – så holder I længere!
  5. Husk en varm trøje og lange bukser til om aftenen (det bliver altid koldt!)
  6. Husk solcreme, hvis det tegner til at blive dejligt vejr
  7. Husk fornuftigt fodtøj som gummisko – stiletter er farlige, når I skal op og ned ad vognen
  8. Pas godt på hinanden – i løbet af dagen kan nogen af jer få brug for hjælp og omsorg
  9. Lav ikke for mange stop; forældre, der bor sidst på ruten, kan evt. slå sig sammen
  10. En populær idé er at hænge en snor med tandbørster ud i haven; ren mund er en god ting!

Til lykke med huen – og rigtig god tur med jeres studentervogn i 2018!

VN:F [1.9.22_1171]
Var artiklen nyttig?
Rating: 0.0/6 (0 votes cast)